Så kom tiden endelig, hvor vi kan se frem til, at de store så småt må blive en del af vores hverdag igen. Vi glæder os til i næste uge, hvor de vender tilbage en gang i uge – og så krydser vi fingre for, at de snart kan komme rigtigt tilbage. I hvert fald glæder vi os til at se dem alle igen, for de er godt nok savnet.

0. – 1. klasse har arbejdet med læsning i denne uge. Lynhurtig er vi kommet ind i en god rytme med læsning hver morgen, og de imponere mig hvor dygtige de er blevet. Husk at få læst hver dag og skrive under på læsesedlen forrest. Derudover har vi arbejdet med ugeskema, hvor vores kreative emne i denne uge har været trolde. Vi har lavet vores egne trolde, hvor vi venter på håret (græsset) vokser frem også har vi skrevet om vores egen trold og dens familie. I næste uge arbejder vi videre med troldene, hvor vi skal lave deres huler/hjem med naturmaterialer.

2.-4. klasse har i denne uge lavet påsketegninger som en del af deres ugeskema. I næste uge skal de farvelægges, og så håber vi, at de kan nå at pynte lidt på gangen før påske. Derudover har vi haft en spilledag i dansk. Der blev spillet sænke slagskib med de 120 ord og andre danskfaglige spil. En dejlig dag, hvor der blev arbejdet sammen i grupper på kryds og tværs. I matematik har vi lavet forskellige stafetter udendørs og knoklet i mapperne.

Onsdag var der store bagedag med 5. klasse. Vi bagte lækre dumle muffins online, og det var bare så hyggeligt.

Indenfor kort tid vil I modtage besked vedrørende skole/hjem samtaler, som vi nu vælger at afholde fysisk på skolen. Det bliver lidt anderledes end normalt, og det vil kun være klasselæreren, der deltager i samtalerne. Vi opfordrer til, at der kun kommer én voksen pr. familie til samtalen. Der vil primært være fokus på trivsel, fordi vi fortsat kører med nødundervisning. Det er valgfrit, om man vil deltage i samtalerne, men det vil I høre mere om på mail fra klasselæreren.

 

God weekend.

 

Hilsen personalet.