Vi har i dag haft åben morgensang i kirken, hvor vi sang påskesalmer og hørte fortællingen om de to kvinder der går til Jesus grav og finder den tom. Det passede godt i tråd med, at vi, i løbet af ugen, har haft besøg af Svende Grøn i 2-4 klasse og at de store i fortælletimerne også har hørt om påsken i denne uge. Der var mange forældre og bedsteforældre med i kirke og til boller og kaffe bagefter. Dejlig at der kommer så mange og deler det med os og at vi kan fylde over tre borde i biblioteket.

I går samlede hele skolen affald i forbindelse med den nationale store oprydningsdag, som vi hvert år medvirker i. Traditionen tro kom vi rigtig mange steder i Sundby. Her samlede vi mange, mange kilo affald op fra buske, træer og rabatter. Det er en rigtig god anledning, og en kærkommen lejlighed til at få snakket med børnene om, hvor lang tid det tager at nedbryde forskellige ting og hvad der kan efterlades i naturen. Jeg syntes nu, at børnene her på stedet godt ved, hvad der kan kompostere og hvad er ikke kan nedbrydes. Nu er der klart til de voksne kan holde byen ren på søndag. Det stater ved forsamlingshuset med rundstykker kl. 8.00

Onsdag havde 2.-4. klasse besøg af Svende Grøn, der kom og fortalte om den jødiske påske. Først skulle eleverne lytte til den spændende fortælling om Moses, der vokser op og hjælper med at befri det jødiske folk fra Egypten. Derefter dækkede Svende op til det helt store påskemåltid, hvor eleverne skulle “smage på historien”. På den måde lærte de, hvad jøderne traditionelt spiser til påske, og hvorfor man spiser de forskellige ting. Det måltid blev selvfølgelig koblet til Jesus` påskemåltid med sine disciple. Eleverne spiste alt med stor begejstring – særligt lammet blev spist med stor velbehag. Vi havde et par virkelig spændende timer med Svende, som eleverne også taler om i dag.

0. – 1. klasse har arbejdet videre med læsning i denne uge. De begynder at tro mere på sig selv og tør kaste sig ud i det, hvilket er dejligt at se. Vi har også arbejdet med påsken. Vi har lavet rivebilleder som lige nu pynter gangen i indskolingen.

8. klasse har i valgfag debatteret emnet vegansk. Er det for miljø, sundhed eller noget helt tredje, at vi bør spise mindre kød, og tror vi overhovedet på det har en effekt. Vi sluttede af med selv at lave en vegansk Spaghetti Bolognese, som ifølge de unge mennesker smagte “fint”.

Nu er det snart den 1. april, og i den forbindelse starter der nye børn i trærodsgruppen. Der er i år 4 børn og de skal være sammen med 0. om formiddagen.  Vi glæder os til at byde de 4 nye trærødder og deres forældre velkommen.

God weekend.

Hilsen Astrid