Med store undrende øjne går jeg, hvor anemonerne lyser hvidt. Det er de første linjer af “noget om kraft” af Halfdan Rasmussen og hvis man forsætter længere ned i digtet, står der hvem opfandt lærken og nattergalen, hvem satte knopper op birk og bøg og hvem bestemte, at netop svalen sku´ være svale og ikke gøg. Det er forårets komme og alting pibler op og man må undres, hvor kom trolddommen fra? Lige netop sådan var der også 9 par øjne der kiggede i tirsdags. De så også med store underne øjne på alt det nye, der var omkring dem. Vi kunne tydelig mærke, at de havde glædet sig. Og de arbejder og leger simpelthen så godt både med hinanden og de andre børn det er godt nok imponerende, så søde og hjælpsomme de er overfor hinanden.
Trærødderne har brugt deres første uge på at lære, hvordan tingene fungere her i skolen. Vi har besøgt Fritteren nogle gange, for at være derovre inden alle de andre skolebørn kommer. De overrasker os konstant med deres gåpåmod, evne til at lytte og faktisk også sidde stille. Nogle gange skulle man tro, de havde prøvet at gå i skole før. Trærødderne var også med i udeskole i torsdags, og det klarede de simpelthen så flot. Man kan godt mærke, at de er vant til at være ude, og samtidig er super nysgerrige og gerne vil have hænderne i jorden.

I Udeskole har vi været på bænkebiderjagt, hvor vi skulle se, om foråret var kommet – og dermed bænkebiderne. Vi fandt en masse sjove dyr, blandt andet en salamander, regnorme, løbebiller, en masse småkravl og en masse bænkebidere. Så foråret var kommet til Sundby friskole. Vi legede også bænkebider gemme, hvor det gælder for børnene om at gemme sig og ikke blive fundet af de ”farlige” voksne. De store var rigtig gode til at hjælpe de små med at komme i skjul, før det var for sent.

Sille er kommet godt i gang og det er børnene også i deres nye klasser på trods af udfordringer med skemaet for os alle i den forgangene uge. Børnene har fået et nyt med hjem i tasken, som gerne skulle passe.

I 1-3 klasse har vi har arbejdet med navneord i Pic collage. Eleverne har taget en masse billeder af navneord, som de har arbejdet med i den nye App.

Husk at vi har generalforsamling den 24. april klokken 19.00 og at det er 7. klasse der bager til dette.

God weekend

Hilsen Astrid