Trods blæsten kom frisk fra Limfjordens vande, har vi haft endnu en fantastisk uge på Sundby Friskole. Det er tydeligt at mærke, at vi nu har Anne tilbage, for nu klinger tonerne til morgensang igen. Alle børn har lært en ny sang der hedder Danmark gennem 1000 år. De synger så smukt, at hårene rejser sig på armene. Vi håber snart at kunne byde Jer forældre velkommen til morgensang igen, så i også kan opleve den magi det er, når børnene virkelig giver den gas.

Trærødder-1. klasse har i denne uge arbejdet med rim og remser på hver deres niveau. Alle børn viser stor interesse for at lege med sproget og er blevet super gode til at høre hvornår ord rimer. 0. – 1. klasse har været i gang med at skrive deres egne små digte, som vi arbejder videre med i næste uge.

Trærødderne har fået en “Trærodsven” fra 5. klasse som blandt andet sidder med dem til morgensang og læser historie for dem til morgenlæsning om onsdagen. Læsning fortsætter i næste uge for 0. – 1. klasse – super dejligt at hovedparten får læst derhjemme med sit barn. De 5-10 minutter dagligt er rigtig godt givet ud for jeres barns læseudvikling.

2.-4. klasse har endelig fået fremlagt deres flotte digte om tulipaner. Det kræver mod at stille sig op foran klassen og læse højt. Vi er også startet med vores litteraturforløb om Det satans ukrudt, som vi arbejder videre med i næste uge. I matematik har vi arbejdet med arealer og omkreds. Eleverne har også været en tur i sløjd og bygge kvadrater, som efterfølgende blev brugt i undervisningen.

5. klasse har afsluttet deres bograpporter, som nu er afleveret. 6.-8. klasse har ligeledes færdiggjort deres noveller og har læst dem op for klassen.

I onsdags sluttede vi alle med en omgang stratego, og vi bliver så stolte over at se, at de ældste elever tager de små i hånden og er så gode til at inddrage dem i det sociale fællesskab.

På mandag tager trærødder – 5. klasse en tur på standen og laver strandrensning. Vi har tilmeldt os et projekt, hvor der skal undersøges, hvilke typer affald der ligger langs fjorden og så skal det identificeres, hvor der kommer fra. De store bliver tilbage på skolen, hvor de skal have sprogfag hele dagen.

Vi har i denne uge hilst Maria velkommen. Hun skal fremover gøre rent på skolen, så hende vil I kunne møde i formiddagstimerne.

 

Rigtig god weekend

/Personalet