Så er der en lille måned til musikfestivalen løber af staben. Det er den 15. juni i år og vi er så småt ved at få den på skinner. Vi glæder os som sædvanligt helt vildt. Vi modtager igen i år, med stor tak, småting, nye som brugte, til fiskedammen. Tombolagaver modtager vi også rigtig gerne, men meget mere om det senere.
Arbejdsaften er i dette forår den 13. juni. Der kommer sedler ud i næste uge.

Trærødderne og 0. klasse har haft en meget rolig og almindelig uge. Trærødderne falder mere og mere ind, og det dejligt at se hvordan de er i fuld gang i både timerne og i frikvartererne. 0. klasse har fortsat fokus på orddannelse og de knokler derud, og især ugeskemaet har gavnet motivationen. Alt i alt en herlig uge med glade børn 🙂

I denne uge er de fleste af eleverne i 2.-4. klasse startet på et litteraturforløb om billedbogen Palle P og perlen, mens en lille gruppe elever knokler løs med grammatik og øver sig i at sætte komma. Arbejdet med ugeskemaet kører derud af, og i denne uge prøver vi noget nyt – nemlig diktat. Det vil vi fortsætte med i den kommende tid.

En af opgaverne på ugeskemaet var i denne uge noget kreativt, hvor eleverne fik udleveret et stykke papir med en sort prik. Derpå skulle eleverne tegne det første, de kom i tanke om, når de så prikken. Det er der kommet mange rigtig flotte og forskellige tegninger ud af.

I udeskole har de ældste elever skrevet om vores tur til fjorden i sidste uge. De yngste serverede tangschips, og de fleste var faktisk vilde med det. Torsdag lavede eleverne flotte billeder ud af tang. Det blev afslutningen på vores emne om fjorden.

8. klasse var i onsdags på tur til Testcenter Østerild for at ”studere” vindmøller i forbindelse med alternativ energi, og heldigvis var vejret godt. Der blev bl.a. regnet højder på vindmøllerne, 250 meter, og hvor mange kilometer møllen drejede rundt. 28 km/t.
Vi undersøgte også biodiversiteten; både hvor granskoven var fældet og hvor den stadig stod. Det var meget tydeligt, at der var mange forskellige plante- og træarter, hvor granerne var fældet. På vejen hjem, slog vi et smut forbi Den Gyldne Måge. Det er åbenbart blevet en ”tradition”, når de store er på tur.På onsdag i næste uge tager trærødder – 4. klasse til aktivitetsdag på Bjergby Friskole. Alle eleverne skal derfor huske en turtaske med drikkedunk og madpakke. Vi er ude det meste af dagen så husk at tjekke vejrudsigten.