I dag sluttede vi ugen af med en hyggelig idrætsdag for alle elever på Fælleden. Eleverne var delt i to hold, hvor de på skift spillede rundbold og minigolf. Thilde løb med sejren i minigolf – og så på sin fødselsdag. Efter de sportslige begivenheder delte Thilde is ud til alle, og vi sluttede med pølser og brød, der var sponsoreret af Frøslev Mollerup Sparekasse.

Hos trærødder, 0. – 1. klasse har vi alle arbejdet med ordklasser på hver deres niveau. Trærødderne og 0. klasse har arbejdet med navneord, mens 1. klasse har arbejdet med navneord, udsagnsord og egennavne. Vi har alle været på navneordsjagt på skolen med iPad kamera, samt lavet collager, hvor der skulle findes navneord i gamle ugeblade. De hænger udenfor klassen til udstilling. Derudover har 0. – 1. klasse øvet sig i at skrive pænt, mens trærødderne har farvet og lavet opgaver med vokaler. I matematik har vi været på talløb, og lavet flotte mønstretryk.

I 2.-4. klasse er vi nu færdige med vores podcast. Selvom den ind i mellem var lidt uhyggelig, virkede alle elever interesserede og spændte på slutningen. Heldigvis endte fortællingen godt. Det har været spændende at arbejde med en anderledes genre, og eleverne har deltaget interesseret i samtalerne omkring indholdet. Vi skal i næste uge snakke lidt mere om indholdet og om forholdet mellem en realverden og en fantastiskverden. I de andre dansktimer har 2. klasse arbejdet med at skrive pænt, navneordsstafet og sætningsdannelse. 3. og 4. klasse har arbejdet med udsagnsled og grundled. Eleverne har også hjulpet med at ordne højbedene i skolegården. Der blev fjernet ukrudt og plantet fine stauder, som vi har fået. Skolegården fik også en tur med kosten. Eleverne fik en sodavand som tak for hjælpen.

5.-8. klasse har arbejdet med tekster af Tove Ditlevsen. De har læst digte højt og arbejdet med indholdet, hvor de har skulle sætte ordene sammen på ny og dermed danne nye digte. Hver morgen læser en elev en novelle højt på klassen. Indtil videre har vi læst novellerne Da far kom hjem og Pip som pap.

6.-8. klasse læser stadig Den bestøvlede kat på tysk og i engelsk forsøger vi at nå at blive færdig med engelskbogen inden ferien. 4. og 5. klasse har jagtet substantiver på skolen og slået dem op i den tyske ordbog for at øge deres tyske ordforråd.

I ønskes en rigtig dejlig weekend

/Personalet