Fredagsbrev.

 

Så oprandt den sidste uge inden ferien og lige nu, hvor jeg skriver her, er børnene gået på en velfortjent ferie.

 

Mandag og tirsdag fik skolen en tiltrængt hovedrengøring, så nu skinner skolen og der er klar til at blive bonet gulv. Det var et par gode aftener med hovedrengøring, hvor der blev lavet rigtig meget. Det der ikke blev nået råder Lisbeth Skolemor bod på her i ferien.  

 

Torsdag aften havde 5.-7. klasse afslutning på skolen. Her fremlagde 7. klasse om deres islandstur, og de var bare så gode, de gjorde det utrolig flot! Både den mundtlige del, fremvisningen af deres V-log, som de havde lavet undervejs.

 

Fredag blev det så tid til at sige farvel til 7 store børn, der var klar til at flyve fra reden. Til morgensang sang og spillede de for os, så vi fik tårer i øjnene. Herefter var der hygge i klasserne hvorefter traditionen bød, at det var tid for gemmeleg. Det plejer at være lærernes lod at gennemsøge skolen på de mest fantasifulde og umulige steder, men i år fik 7. klasserne lov at finde, og så vidt vides, er alle børn fundet igen.

 

Til fredagsafslutning fik børnene taget til at lette med ferie-sangen. Så var det farvel til de elever der nu “forlader” os, og tårerne fik frit løb hos mange. Vi vil også gerne sige, ikke farvel, men på gensyn til de forældre der nu “forlader” os efter mange år, for selvom I ikke har børn her mere, er I selvfølgelig altid velkomne. Tak for jeres støtte gennem årene.

 

Lisbeth Frandsen har også sidste dag næste fredag, hvor hun holder i Sundby Friskole og i SFOén. Mange tak til Lisbeth for alle årene.

 

Til slut skal herfra lyde en god ferie til alle, og vi ses igen onsdag den 16. august til et nyt skoleår.

Hilsen

Astrid