Så er vi endelig i gang med et nyt skoleår – hvor er det fantastisk.

Vi startede med en hyggelig fødselsdag, hvor vi fejrede børnehusets og friskolens 20 års fødselsdag. En dejlig aften med grillmad, kage, sang og et godt fremmøde. Tak for det. Dagen efter var det den “rigtige” første skoledag. Her startede vi dagen med sang og fortælling om, hvordan Mors egentlig blev til. Derefter hyggede vi med boller og kaffe efterfulgt af den obligatoriske fotografering. Vi sluttede af i klasserne, hvor vi fik tid til at høre om børnenes sommeroplevelser og byde nye klasser velkomne. Vi bliver altid overraskede over, hvor meget børnene kan vokse på så kort tid, og det er så dejligt at komme tilbage til en normal hverdag igen.

Vi er stadig nødt til at tage vores forholdsregler i forhold til Covid19, så derfor opfordrer vi til, at I siger farvel til børnene ude. Hvis jeres børn har brug for, at I går med ind, skal I huske at spritte hænder. Vi hjælper fortsat børnene med en god håndhygiejne i løbet af dagen. Madpakkerne må gerne komme på køl, men I skal stille madpakkerne på bordet ved siden af køleskabet, så stiller vi dem på køl – så kun adgang i køleskabet for personalet.

I dag fredag har 0. og 1. klasse haft matematik hele dagen. De har fået deres matematikbog med hjem, som vi vil arbejde med her i skolen sammen med matematik mappen. De har været aktive med bombeleg i skolegården og spillet 4 på stribe. Dejligt med endnu en solskinsdag.

2.-4. har fået en matematik mappe, hvor der fremadrettet vil blive fyldt op med en masse matematikopgaver. Det er en god idé, hvis I vil øve den lille tabel (fra 1-10) hjemme sammen med børnene.

I skal huske, at forældrerengøringen i weekenderne er startet op igen. Sedlen fik I på mail før sommer, så husk at tjekke, hvornår I har tjansen 🙂

Rigtig god weekend til jer alle.

 

De bedste hilsner fra personalet