Vi kan nu vinge af ved endnu en dejlig skoleuge. Alle klasserne er kommet godt fra start, og vi er efterhånden ved at få styr på de nye rutiner. Vi startede ugen med fuld sol og slutter med et brag og silende regn – husk derfor at få fyldt op med en masse skiftetøj i garderoberne samt regntøj og gummistøvler, da vi er ude trods vind og vejr.
 
I udeskole startede vi med et emne om regnbuer. Eleverne lærte om, hvordan regnbuer opstår og vi var ude og lave vores egen regnbue med vandslange i skolegården. Vi sluttede af med noget kreativt, hvor vi lavede flotte regnbuer af ler.
 
0.-1. klasse har i denne uge arbejdet med forskellige koncentrations- og finmotoriske opgaver, hvor eleverne skal lave alfabet prik-til-prik, labyrint, find 5 fejl og tegn efter stregerne. Vi bruger meget tid på at lære, hvordan man går i skole. Men de er også blevet meget bedre til det, så det skal de nok få helt styr på. Som højtlæsning læste vi en lille historie om en kylling, der fik en nød i hovedet og sagde: “Å, det fille, det falle i min hovedskalle” og børnene synes, at det var den sjoveste historie. Så sjov, at de ville høre den igen et par dage efter.
 
2.-4. klasse er startet med ugeskema, hvor der både bliver læst, skrevet og lavet en masse opgaver. Eleverne er de allerede gode til det, men de nye rutiner skal lige køres på plads – vi fortsætter i næste uge. 2. og 3. klasse skal arbejde med forskellige skriftsproglige genrer i den kommende tid – vi starter med postkort i næste uge. 4. klasse skal i gang med et emne om fortællende tekster.
 
6.-8. klasse arbejder med gysergenren, og 5. klasse arbejder med kunst- og folkeeventyr. I p-fag blev der syltet agurker og lavet marmelade. Tusind tak til jer forældre for bær og grøntsager. I HF er 6.-8. klasse i gang med at restaurere en reol ved hjælp af decoupage og andre kreative metoder.
Det kører godt i alle klasser med matematik. Eleverne er engagerede i timer og de er super gode. Husk at øve tabellerne hjemme.
 
Husk at tjekke børnenes penalhuse. Den skal indeholde vinkelmåler og passer (5.-8. kl.) samt blyanter, farver, blyantspidser og viskelæder. Her i corona tiden må eleverne ikke dele, så derfor skal ALLE medbringe selv.

Vi har adgang til ordbøgerne i sprogfagene, og bruger dem ofte i undervisningen. Hvis I har en tablet eller en computer, må eleverne meget gerne medbringe dem. 4.-5. klasse skal medbringe torsdag og fredag, og 6.-8. skal medbringe onsdag, torsdag og fredag.
 
Vi mangler stadig at få en masse samtykkeerklæringer. I fik dem tilsendt i en mail lige før ferien, og de skal afleveres hurtigst muligt. Det er der, vi har jeres oplysninger fra, og det er VIGTIGT, at vi har de rigtige telefonnumre osv., hvis vi skal have fat i jer. Vi vil gerne have dem senest tirsdag den 25. august.
 
Vi glæder os til cykelsponsorløbet i næste weekend, og vi håber, at mange af jer bakker op om arrangementet, så vi kan få skrabet sammen til en fed fælles lejrskole. Sponsoraftalerne skal afleveres senest torsdag den 27. august, så vi har styr på, hvor mange deltagere vi har og kan få de sidste detaljer på plads.
Voksenfesten, den samme dag, må vi desværre udsætte, da vi ikke må samles for mange mennesker indendørs i denne tid.
 
HUSK forældremødet for 5.-8. klasse tirsdag den 25. august fra 19-21.
 
I weekenden skal vores forhenværende 7. klasse endelig konfirmeres. Vi ønsker dem og deres familier en dejlig dag, og krydser fingre for solskinsvejr på den store dag.
 
Rigtig god weekend til jer alle.
 
De bedste hilsner fra personalet