Ugen er heldigvis ikke helt omme endnu, da vi har endnu en dag sammen i morgen til vores cykelsponsorløb.

I denne uge har vi gjort klar til dagen. Der er blevet målt ruter op, trænet på cyklerne i skolegården og malet flotte bannere, og børnene er bare SÅ klar til at give den gas. Tag endelig naboerne, bedsteforældrene og søskende med under armen så vi kan få et godt heppekor. Der er også en lille bod i skolegården, hvor det er muligt at købe lidt mundgodt.
 
På torsdag i næste uge skal 0.-4. klasse have et forløb med Svende Grøn om “Moses i ørkenen”. Det foregår nede i Klov bakker, hvor Svende vil stå for et spændende undervisningsforløb. Vi er færdige dernede ca. 11.30, hvor vi går tilbage og har normal undervisning efter skema. 2. og 3. klasse har fri til middag, som de plejer. Derfor skal børnene huske at medbringe en turtaske med drikkedunk, madpakke og penalhus samt tøj efter vejret. Husk også gerne at få fyldt garderoben op med en masse skiftetøj, da vi stadig er meget ude.
 
I matematik øver 0. og 1. klasse sig i tallene. Vi øver os i at skrive dem og i at tælle. 0. klasse øver tallene fra 1-10 og 1. klasse øver de lidt større tal, hvor de også får øvet sig i at lægge små tal sammen. Derudover leger vi en masse små lege og får øvet matematik på den måde.
 
Det kan tydeligt mærkes, at 2. klasserne får øvet læsning i mappen hjemme. Det er virkelig dejligt, og de bliver så stolte, når de læser højt for lærerne og de yngre elever oppe i klassen. Fortsæt endelig det gode arbejde. 3. og 4. klasse knokler også med læsning til læsebånd. I næste uge finder vi bøger til alle, som de har med i tasken.
 
I matematik skal 2.-4. klasse fortsat øve den lille tabel op til 5. 5.-8. klasse skal øve tabellerne fra 1-10.
I fysik/kemi har der været et kæmpe engagement fra elevernes side. De droppede pausen og knoklede afsted. Der arbejdes med det periodiske system.
 
5.-8. klasse knokler derud af og er ved at få styr på rutinerne efter ferien. I dansk arbejder de fortsat med gysere og kunst og folkeeventyr. I engelsk analyserer 6.-8. klasse en musikvideo og i tysk står den på grammatik.
 
Lone og Nikolaj takker for et rigtig godt forældremøde hos de store. Dejligt med forældre, der bakker op.
 
Rigtig god weekend til jer alle.
 
De bedste hilsner fra lærerne