Sikke en god afslutning på ugen. Dejligt med så stor opbakning til både åben morgensang og vores fernisering. Mange tak til alle de fremmødte. Kunne man ikke deltage, er man velkommen til at komme op og kigge, når det passer.
Dagen startede med morgensang, hvor der blev sunget på livet løs. Derudover sang 5.-6. kl. andenstemme til “Jeg vil male dagen blå”. Det lød så smukt. Efter sangene fortalte Nikolaj historien om Thyra Danebod, som var Gorm Den Gamles kloge og søde kone.
Da fortællingen var slut, gik vi ud, og Maya fik lov til at klippe den gule blomster- og sommerfuglesnor, som åbningen af vores fernisering. Det vrimlede rundt med glade børn, som så både Sundby Zoo, dyr i Fritteren, nyt udekøkken, nye bænke, mooncar-wash, sommerfugle, blomster og foto udstilling. Børnehaven var med på rundturen, og det var så hyggeligt, at de havde tid til at kigge ind. Vi håber, at de vil gå nogle ture ned i Sundby Zoo og snakke om dyrene. Formiddagen sluttede med kaffe, juice, boller og masser af kage.

I dansk har 0. klasse fået besøg af Løven Leo med bogstavet L. De arbejder virkelig godt og er gode til at bruge lydene, når vi lader dyrene lege sammen. 1. klasse fortsætter arbejdet fra sidste uge. 2. klasse har i denne uge lært mere om bogstavet “d”. Det har nemlig tre forskellige lyde, som kan drille, når man læser og skriver. Derudover har vi også arbejdet med bogstavet “i”, som kan lyde som et “e”. Det arbejder vi videre med i næste uge. Vi er også så småt begyndt at bøje navneord.
Tirsdag var 0. – 2. klasse en tur på Skyum Idrætsefterskole til idrætsdag. Vi startede dagen med fodbold i silende regn, inden vi rykkede ind hvor vi både var med til dans og håndbold, inden vi sluttede af med at springe og hoppe i deres springhal. Det var en rigtig god dag, med søde og dygtige elever, som stod på spring til at hjælpe og guide. Rigtig god dag for alle. Tak til Henriette for at hjælpe med kørsel.

Fredag sluttede vi af med klassens time. Den stod på kagerester også hjalp vi BO (se billede) med at finde ud af hvad man kan sige og hvad man skal lade blive i ens hoved. Selvom man tænker noget, behøver man ikke at sige det, for andre kan blive kede af det. Eksempelvis “Jeg er bedre til at tegne end dig” eller “Gi’ mig den der”. Børnene var super gode til at reflektere og fortælle om episoder de kunne huske.

3.-4. kl. blev i denne uge færdige med at læse Gummi-Tarzan bogen. Så nu kan vi få I gang med alt det kreative omkring den. Vi har filmet små film, hvor man forsøger at hjælpe Gummi-Tarzan. De er blevet gode. Vi skal arbejde videre med filmene og snakke om virkemidler i næste uge. 3-4. klasse har arbejdet med minus i deres hæfter, som de har afleveret til gennemretning. Vi har også spillet gange med terninger. I natur/teknik er de startet op på at arbejde med forskellige lande og børns levevilkår.

Dansk i denne uge på overetagen har stået i læsningens tegn, de store har læst videre i romanen “drengen i den stribede pyjamas” mens femte og sjette klasse er i gang men læsning af mini gys/krimi. Tredje og fjerde klasse har i historietimerne denne uge set Asterix og Obelix det har de for, at stifte bekendtskab med romerriget, som vi arbejder videre med. I gastro/krea bagte vi kanelsnegle som vi alle idag kunne sætte tænderne i til åben morgensang. 5. – 6. har afsluttet deres praktiske del af værelsesopgaven. Det er der kommet mange fine resultater ud af. I musik har alle klasser været igennem en masse forskellig rytmnetræning, og nu skal vi i gang med forskellige sammenspilsnumre.

0.-2., 3.-4. og 5.-6. Klasse i idræt afslutter nu boldspil, hvor vi både har været forbi floorball, håndbold, volleyball og basketball. Den næste tid står på aktiviteter kendt fra OL. Vi er som udgangspunkt udendørs indtil efterårsferien og vi går alle i bad – ALLE.

OBS: Forældremøde d. 13 oktober fra kl. 19 – 21.

Vi ønsker Jer en rigtig god weekend.

/Personalet