Så blev det igen tid til en velfortjent weekend.

Mandag var 0.-2. klasse i Limfjordsteatret, hvor de så en forestilling, der var en blanding af cirkus og teater. Det var et virkelig spændende stykke, hvor der både blev grint og vejret blev holdt, når de lavede “farlige” kunster. En rigtig god oplevelse for alle. Det er dejligt at være på tur med børnene. De er simpelthen så søde, og opfører sig eksemplarisk alle sammen. Det gør det nemt for os voksne.

I udeskole arbejder vi fortsat med vores emne om efterår. Nu er de yngste elever i gang med at lave efterårs rim, mens de lidt ældre arbejder med Haiku digte. Det går de virkelig op i, og vi arbejder videre i næste uge.

Alle i 1. klasse er i gang med læsningen og det er dejligt at se i husker at få skrevet på læsesedlen. Bliv endelig ved med det så vi får skabt nogle gode rutiner, som giver tryghed for børnene. 0. klasse har i denne uge lært bogstaverne L og U at kende. Det betyder at vi har fået endnu en vokal til samlingen og det giver mulighed for at snakke om hvad der sker når dyrene leger sammen. De er alle meget interesseret i at lære flere bogstaver at kende, men vi tager os tiden til at lære både deres lyd, fagter og former at kende.

I dag fredag har 0.-1. haft fornøjelsen af at have matematik med 4.-5. klasse. De store var søde til at hjælpe de små, der skulle arbejde med 10’er venner. De store synes det havde været en nem time, og følte ikke, at de havde lavet noget. Men som lærer kunne man se, at de var meget koncentrerede om at forklare de yngste de forskellige regnestykker – og det er faktisk ikke så nemt endda, når man bare selv kan. Så de store blev udfordret alligevel, og fik også lært noget.

Desværre måtte vi aflyse vores Åben morgensang arrangement i dag på grund af de nye retningslinjer. Vi håber snart, at vi kan få lov til at samles med jer forældre igen, men indtil da, må vi hjælpes ad med at passe på hinanden.

I uge 41 skal vi have emneuge, hvor alle elever møder fra kl. 8.30-13 hver dag. Nærmere info omkring ugen får I i næste fredagsbrev.

Vi har i mandags sagt på gensyn til Helle, der nu er gået på barsel. Hun vil blive savnet, men mon ikke hun kigger forbi ind imellem – det håber vi.

Rigtig god weekend til jer alle.
De bedste hilsner fra personalet