Eleverne er nu sendt hjem på en velfortjent weekend, så batterierne kan lades op til den kommende uge, hvor den står på Emneuge om sundhed, krop og samfund.
 
I udeskole har vi haft besøg af vores naturvejleder Peter Appel. Da eleverne er medlem af Naturklub Mors, har vi mulighed for at få flere forløb med ham i løbet af skoleåret, hvor vi kan fordybe os i nogle lidt andre ting end vi plejer. Han har en helt anden viden om vores natur og dyrene, og det nyder børnene godt af. Denne gang kiggede han forbi med 5 flotte fasaner. Først fortalte han om fasanernes historie i Danmark, og eleverne fik en masse faktaviden om fasaner. Herefter blev det tid til at kigge nærmere på dyrene i mindre grupper. Eleverne skulle selv dissekere fasanerne og havde til opgave at finde kroen, hjertet, lungerne og kråsen. Eleverne kunne dermed se, hvad fasanens sidste måltid havde været. Det gik de meget op i, og de fleste elever havde fingrene i fasanerne, mens enkelte havde det bedre med at kigge på. Der blev tændt bål, og eleverne snittede kød og grøntsager og herefter lavede de “Peters fasangryde” over bål. Det var en virkelig lærerig dag for alle.
 
I 0. og 1. klasse har vi i løbet af ugen arbejdet med former og figurer i matematik. Fredag afsluttede vi forløbet med at lave monstre ud af karton. Eleverne måtte kun bruge cirkler, trekanter og firkanter til at lave monstrene – de er blevet super flotte.
Derudover har 0. klasse i denne uge fået bogstaverne b og t. Endnu engang er de super gode til at lytte sig frem til ord der begynder med de nye bogstaver. Jo flere bogstaver der kommer, jo sjovere bliver det, da vi nu begyder at kunne lave nye ord. Lige nu arbejder 0. klasse mest med forlyden, mens 1. klasse har mere fokus på midter- og udlyden.
Igen i mandags havde vi de største børn fra børnehaven med til motorik. Glade og energiske børn, som bare gerne vil alt, som man finder frem til dem, det er bare fedt. Engelsk timerne i 0. – 1 har vi de seneste to uger brugt på at lære farver og tal bedre at kende. Alle prøver sig frem med det engelske sprog uden at være bange for at fejle. Næste gang vi har idræt og fremadrettet skal alle huske indendørs idrætstøj. Næste uge har vi ikke idræt, da vi skal have Emneuge.
 
2.-3. klasse arbejder fortsat med Frøken Ignora. Vi har efterhånden hørt mange forskellige bøger om Ignora, og vi lærer hende bedre at kende. Det giver anledning til en masse snakke om blandt andet kærlighed, drillerier og venskab. Efter ferien arbejder vi videre, hvor vi fortsat skal have litteratursamtaler, men her skal vi også i gang med den mere kreative del af forløbet. 2-3. Klasse har i denne uge i engelsk klippet påklædningsdukker ud, da vi arbejder med beklædningsgenstande og hvad de hedder på engelsk.
 
4. klasserne har færdiggjort deres historier, og vi har nu endelig fået dem læst højt for hinanden. Eleverne gav hinanden konstruktiv feedback til, hvordan de kunne have gjort deres fortællinger endnu mere spændende at lytte til. Alle eleverne var tro mod genren og huskede eksempelvis at anvende handlingsbroen som struktur. Vi havde opsat flere kriterier, som skulle overholdes, og dem gav vi også respons på.
 
6.-8. Klasse er godt i gang med at øve de mest brugte verber på tysk og gør et fremragende stykke arbejde.
 
I næste uge vi har emneuge. Denne gang arbejder vi med sundhed, krop og samfund. Alle elever møder kl. 8.30 hver dag. Mandag-torsdag har alle fri kl. 13.05 og fredag slutter vi alle kl. 12.00. Vi starter hver dag med morgensang. Eleverne inddeles i mindre grupper, og hver dag kører vi et fælles emne – fx min krop, grænser, følelser osv. I den sidste time er alle klasser sammen, og vi laver noget fælles om dagens emne. 0.-1. klasse er sammen med Casper. 2.-3. klasse er sammen med Kathrine. 4.-5. klasse er sammen med Peter og Mette og 6.-8. klasse er sammen med Nikolaj. Eleverne skal kun medbringe madpakke, drikkedunk og penalhus. Vi glæder os til en spændende uge sammen med eleverne.
 
Vi vil gerne opfordre til, at i hjælper Jeres børn med at huske at få bøger, penalhuse osv. ned i tasken, så de kommer med i skole.
 
Rigtig god weekend til jer alle.
 
De bedste hilsner fra personalet