Fredagsbrev
Vi har nu ansat en lærer. Hun hedder Kathrine Klitgaard og kommer fra en stilling på Bedsted skole, hvor hun de sidste 3 år har været i indskolingen. Hun starter d. 4. januar og vi glæder os alle rigtig meget til at samarbejdet med Kathrine. Indtil Kathrine kan starte, har vi fået skemaet til at gå op ved at dele fagene mellem os. Casper og Kim vil frem til jul være nede i 0.-1. klasse.

6.-7. klasse har haft de først fysik timer på Blidstrup Efterskole og det tegner rigtig godt. Anne Rodh er super sød og kompetent. Skolen har nogle fantastiske faciliteter og det er et rart sted at komme. Vi fik en rundvisning i mandags. Vi blev mødt af imødekommende elever og en dejlig atmosfære. Vi glæder os allerede til mandag.

I tirsdags var de ældste fra børnehaven med 0.-1. i udeskolen. 6.-7. klasse var med som assistenter.
2.-5. klasse arbejder i øjeblikket med temaet Vulkaner og naturkatastrofer. Vi lavede vulkanforsøg i sandkassen. Det var dog ikke de største naturkatastrofer der blev udløst. I går gik der huler i det. På tværs af klasserne blev der lavet hold og konkurreret i at lave de mest fantasifulde og holdbare huler. Samarbejdsevnerne blev testet i stor stil.

På onsdag skal 0.-3. klasse i teateret på Bjergby Friskole. De skal se stykket ”Ordet på Bordet” Vi skal køre fra skolen klokken 11.15. Vi mangler et par biler til at køre både frem og tilbage. Vi skal tilbage igen klokken ca. 12.15. Kontakt gerne Astrid, hvis du kan hjælpe med kørsel.

God weekend

Astrid Mulvad