Så blev det endnu engang weekend efter en noget anderledes uge. De voksne er blevet sendt på skolebænken i Ollerup, og mon ikke de kommer hjem med en masse ny og god viden, der skal afprøves på jeres børn😉 Det der med, hvad kursus egentlig er og hvorfor man skal det, er lidt svært at forklare. En af de yngste elever kom og spurgte mig: Hvor er de voksne egentlig henne? De er på kursus, svarede jeg. Efter en lang pause spurgte hun. Hvad betyder kursus? Tjae! Det er ligesom skole bare for voksne, svarede jeg. Lidt ligesom når I går i skole for at lære noget, så kan voksne også gå i skole for at lære noget nyt. Hun kiggede på mig og sagde: Jamen, de går da i skole hver dag! Børne-logik!? Måske nok, men jeg tror hun har ret. Man lærer noget nyt hver dag. Her på skolen er der i hvert fald både nogle voksne og nogle store der har lært en masse.

Først tak til de forældre der har haft mulighed for at træde til og også tak til Keld som har haft 5.-6. klasse. De har lavet nogle utrolig flotte linoleumstryk. De kan ses udstillet i biblioteket i næste uge. Men ikke mindst tak til 8. klasse. Gang på gang bliver jeg overrasket over, hvor gode de egentlig er. De har et par gange eller tre haft deres sag for, men de har løst det, både med og uden voksenhjælp. De har undervist i næsten alle fag. Der er blevet snakket engelsk, lavet dansk og matematik og læst historier. Set videoer, lavet idræt, leget og det hele er blevet afsluttet med yoga med Dorit og Rita. De store har arbejdet koncentreret og godt med deres planlagte undervisning og ikke mindst evalueret på det. Noget fungerede og noget fungerede slet ikke. Det er jo ikke spor anderledes, end når lærerne underviser i det daglige. Der er dog nogle, der har fået forståelse for, hvorfor en lærer godt kan se lidt træt ud sidst på ugen😊

I kan roligt være stolte af jeres børn; både de små og store. De har været SÅ gode. For mit vedkommende har det været en fornøjelse og en, forholdsvis, let opgave at være her. Jeg har nydt det.
Billeder fra ugen vil være at finde på forældre-forum her i løbet af weekenden.

Og lige til slut. I har nok hørt det før, men det er blevet efterår, koldt og vådt. Tjek lige i garderoben om vintertøjet og vinterstøvlerne er sendt med i skole og om depotet af skiftetøj er fyldt op.

God weekend til alle.
Kim