Denne uge burde måske ligne alle de andre, men det gør den på mange måder overhovedet ikke! Vi mangler nemlig 14 skønne elever fra Thy, som lige nu sidder hjemme og ikke må komme i skole. De mangler til morgensang og særligt i klasserne er de savnet. Vi glæder os i hvert fald til at få dem tilbage – jo før, jo bedre. Heldigvis har vi en flok seje forældre, der straks tog arbejdstøjet på og sørgede for, at eleverne kunne mødes og “gå i skole” alligevel samtidig med at retningslinjer omkring fx afstand bliver overholdt. Det betyder, at eleverne alligevel kan føle sig som en del af et fællesskab, og de har mulighed for at lave sjove aktiviteter og skolearbejde sammen med andre. Vi har også haft Thy-børnene med til online morgensang og fortælling i denne uge. Så har vi muligheden for at være sammen – hver for sig. Vi sætter stor pris på forældrenes engagement i nødundervisningen, så TAK til jer.

I udeskole havde vi i denne uge igen besøg af vores naturvejleder Peter. Han tog os med til et vandhul, hvor vi skulle lede efter dyreliv. Han havde en masse udstyr med, så vi rigtig kunne kigge nærmere på vores fund. Der blev fundet vandbænkebidere, tanglopper, bugsvømmere, små fisk, tæger osv. Det var en kold, men rigtig god og lærerig tur. Hjemme på skolen talte vi om vores fund, og kiggede på mulighederne for at gøre vores egen skolesø til et endnu bedre levested for små kryb og kravl.

0. klasse har i denne uge fået bogstaverne P og G. Vi plejer at arbejde med bogstaverne på forskellige måder, men i denne uge og fremadrettet laver vi små videoer med de nye bogstaver, som vi sender til vores klassekammerater som befinder sig på den anden side af sundet. 1. klasse har arbejdet med at blive rigtig skarpe til at høre de forskellige lyde i ordene. Forlyd, midterlyd og udlyd. I går torsdag så vi teater stykket Lille Frø som online teatershow. Det var Teater Fantast som stod for denne gode mulighed.

2. og 3. klasse bruger en masse krudt på at skrive små historier og øve lydene. Sideløbende arbejder vi med Sikker stavning, der også fokuserer på elevernes staveudvikling. Det er fortsat vigtigt, at alle elever får læst hjemme hver dag.

4. klasse er efterhånden færdige med at læse og arbejde med billedromanen “Jeg er Frede”. Her til slut forestiller de sig, at de er en af Fredes klassekammerater, og så skal de skrive en del af historien fra en anden synsvinkel. Man kan tydeligt se på deres tekster, at de er godt inde i historien og prøver at forholde sig til handlingen.

De store har lagt alle kræfter i for at få deres avis færdig, sådan at den kunne blive sendt til tryk. De har virkelig knoklet og har arbejdet for fuld kræft, de har i den grad gjort deres lærer stolt og meget tilfreds. Nu glæder vi os til resultatet komme og i alle sammen kan få tilsendt en avis skrevet af de store elever.

5. Klasse knokler ligeledes, de træner deres skriftsprog og deres stavning. I p-fag skulle de i denne uge lære at bage boller. De blev virkelig lækre og luftige, og i forældre kan derfor glæde Jer til nybagte og varme boller i weekenden. (Måske ikke, men nu kan de i hvert fald)

Rigtig god weekend

/Personalet