Vi har i går aftes slettet alle alarmer, så de gamle alarmbrikker virker ikke mere. Det betyder, at I alle skal aflevere jeres sorte alarmbrik og have en ny. Kom forbi kontoret en af dagene, eller send den gamle alarmbrik med børnene i skole, så bytter vi den til en ny.

I denne weekend er der også aktivitet på skolen. Kim og hans spejdere bor her i weekenden, så der vil være liv på skolen hele weekenden, og 8. klasse bager de sidste kager i morgen lørdag. De sidste bestillinger kan derfor afhentes fra på mandag.

Vi klipper juleklip og pynter op til jul på torsdag. Alle møder til sædvanlig tid. 0.-6. klasse kl. 8.30 og 8. klasse kl. 8.00. Alle elever har fri kl. 13.00 denne dag.

Husk vi har forældresamtaler mandag, tirsdag og torsdag.

På onsdag skal 8. klasse på rensningsanlæg i Skive. vi har arbejdet med vands kredsløb, plantebælter og klimazoner og hvordan vand er bygget op. Som afslutning på det skal vi besøge rensningsanlægget for at se hvordan vores drikkevand bliver renset. Else som viser os rundt er god til både at fortælle teori og praksis, og desuden vil vi bruge anledningen til at lave noget erhvervsvejledning.Da det er koldt og vi skal være ude længe, er det en god ide med rigtig varmt tøj.
0. – 1. klasse har i ugens løb arbejdet ihærdigt videre med bogstaverne. Der er efterhånden opstået et godt samarbejde mellem 0. og 1. klasse når dyrene kommer med nye bogstaver. 0. klasse der støder på bogstaver, lyde og fagter for første gang, og 1. klasse der er gode til at hjælpe dem med den rigtige udtale og fagt. Det er rigtig dejligt at se. Vi har i ugens løb både i de kreative timer arbejdet med årstiderne, hvilket der er kommet nogle fine plancher ud af.

I denne uge har 2.-4. klasse haft skriveværksted som en del af deres ugeskema. Nogle har lavet interviews, andre har forberedt sig på at skrive en gyserhistorie og nogle elever har fortalt om dem selv. Der var mange forskellige opgaver at vælge i mellem, og der blev skrevet løs – både alene og i små grupper. Nogle skulle øve sig i at sætte punktum, og andre skulle træne de små bogstaver.
Derudover har vi brugt en del tid på elevsamtaler inden forældresamtalerne i næste uge.I udeskole har vi netop afsluttet vores emne om vind og vejr. Vi er startet med et nyt emne om fugle. Den første gang blev der fortalt om de udstoppede fugle, som vi har på skolen. Eleverne fik også lov til at røre og se nærmere på fuglene. Der blev derudover lyttet til forskellige fuglestemmer, og vi vil i den kommende tid arbejde videre med emnet om fugle i udeskoletimerne.
Rigtig god weekend 🙂