Julen står for døren, og vi tæller ned til den store dag, som er lige om lidt. Det er dejligt med alle traditionerne her i december og alle forventningerne til, hvordan det plejer at være, og hvordan det skal være. I går genoptog vi en dejlig december tradition med Lucia optog. Børnene fra 2.-4. klasse gik det smukkeste Lucia, og de sang så fint rundt på skolen og i børnehaven. De endte til sidst deres sang oppe i morgensang, hvor de læste sagnet om Lucia højt med klar og myndig stemme for alle skolens børn, og de mange forældre og bedsteforældre, som var mødt op denne december morgen.
Vi har klassedage her de sidste dage op til juleferien. Der bliver hygget og arbejdet hårdt alle vegne. Nogle har engelsk og tysk, nogle laver en film, indspiller musik, bager julebag og andre arbejder med julen og engle. Der en sød summen af energiske børnestemmer i hele huset, som tilfredse og stolte viser frem, hvad de laver – det er så dejligt.

Mandag og tirsdag har vi dermed også klassedage. Mandag er der generalprøve i kirken, så alle ved, hvor de skal stå og sidde tirsdag aften. Vi møder begge dage 8.30 og har fri klokken 13.00.
Kirkegang: Tirsdag aften skal alle være på plads i kirken kl. 19.00, hvorefter Lucia optoget kommer ind i kirken. Der vil ligesom de foregående år være optræden af, såvel de små som de store, elever. Efter gudstjenesten, som Anne Holck forestår, er der kaffe og kringle på skolen efterfulgt af fællesafslutning, hvor vi synger dejlig er jorden, og ønsker hinanden en glædelig jul.
I den seneste tid har 2.-4. klasse brugt en masse tid på at øve Lucia. Torsdag blev det endelig tid, og eleverne havde sommerfugle i maven. De klarede det super flot, og de kan roligt være stolte af sig selv.
Derudover har eleverne været kreative og lavet fine engle. Derpå har de skrevet digte om jul og engle som en afslutning på vores engleemne.

0. til og med 2. klasse havde tirsdag besøg af tanddamen, som virkelig synes de alle var super dygtige til at børste tænder.

0. klasse har arbejdet videre med bogstaver, som vi snart er færdige med. De er efterhånden ved at blive eksperter! 1. klasse knokler afsted med sabelkat. Torsdag og fredag har vi haft klassedage, hvor vi har lavet julekort, pebernødder og æsker til at have dem i.

5.-6. klasse har hele ugen rimet og lavet et mega flot 6 siders rim om nisser, julemænd og iskonger. Rimet skal bruges som en fortælling til en julefilm, som de selv har fundet på, glæd jer til at se den 😊

God weekend

Hilsen

Astrid