Skolen er rengjort, lokalerne er indrettet, opgaverne er printet, retningslinjerne er på plads og lærerne er bare SÅ klar til at tage imod eleverne mandag morgen.

Vi glæder os til at komme i gang med en hverdag igen til trods for, at den bliver noget anderledes end den hverdag vi kender. Det er underligt at gå rundt på skolen, når der ikke er børn. Det føles på alle måder helt forkert, så liv, leg og smil bliver et glædeligt gensyn for os alle.

De ældste elever kommer fortsat til at modtage nødundervisning hjemme, og der vil blive fokus på mere socialt samvær “på afstand”. Vi glæder os selvfølgelig også til at skolen gradvis åbner mere og mere op, så vi får alle elever “hjem” igen. I har alle sammen modtaget en mail med informationer og retningslinjer vedrørende genåbningen. Få læst dem grundigt og informer jeres børn om den anderledes hverdag inden de møder mandag morgen. Der er vedlagt en lille velkomst/guide video til de elever, der møder ind på mandag.

 

Vi sætter stor pris på jeres store opbakning i perioden op til genåbningen. I har virkelig knoklet for at få hverdagen til at fungere med børnene hjemme, og det vil vi gerne sige jer tak for.

Kan I alle have en rigtig god weekend med jeres familier.

De bedste hilsner fra lærerne