Vi starter hver ny skoledag med hele skolen at mødes til morgensang.
Her synger vi en morgensalme, beder fadervor og der bliver givet beskeder. Derefter
synger vi yderligere en 2-3 sange. Under beskederne bliver der fortalt hvis dagen har
særlige forhold som der skal informeres om. Måske er der ting, der skal efterlyses,
eller måske er der noget, der skal vises frem og fortælles om. Måske har sangene, vi
synger, en lille historie, der skal knyttes til, eller måske har den pågældende dag en
særlig betydning, som der skal fortælles om. Når der er en der har fødselsdag, fejrer
vi det med fødselsdagssang og lykønskninger.

Vi mener at morgensangen er et af de aller vigtige tidspunkter i vores friskoleliv. Her
mødes vi alle og hilser dagen velkommen. Ved morgensangen får fællesskabet sin
daglige næring. Ved morgensangen får vi sammen et skub ud i den lange og
virksomme dag, vi har foran os.

Sangvalget ved morgensangen er bredt. Vi synger altid en salme for at hilse dagen
velkommen. Derefter synger vi sange, der passer til årstiden. Sange, der handler om
fællesskab og glæde. Sange, der handler om sorg og savn. Sange med gode melodier,
der swinger. Sange, der er mest for de små og sange, der er gode for de større….
Vi mener, at det er godt at kende sange, der knytter sig til ethvert tidspunkt i livet.
Vi vil gerne synge de sange, der fylder os med glæde lige nu og her, og vi vil gerne synge de sange, som vi måske vil få brug for at kunne senere hen i livet. Til morgensangen lærer og synger vi dem alle. Om fredagen kommer børnehaven med til morgensang, og så synger vi sange, der
også er sjove for dem at være med til.