Kristi himmelfarts  brev.

Skønt med dejligt solskinsvejr. Børnene har nydt det dejlige vejr de sidste par dage. Både i skole og sfo i går. I går gik 0.-3. klasse på tur til stranden i udeskoletimerne. Det var en lang tur for de små ben, men alle klarede det super flot. Der blev spist madpakker, bygget dæmninger, fundet sten og vi fik også øje på en lille salamander. På hjemturen mødte vi en venlig mand, som fyldte koldt vand i børnenes drikkedunke – det var tiltrængt i varmen. Han havde også 7 små kaninunger, som vi fik lov til at kigge på. Det var en god tur, og vi fik slæbt en masse fine sten og skaller med tilbage til skolen.

Tiden flyver afsted og selvom musikfestivalen er flyttet, er det lige om lidt, og børnene har derfor fået en seddel med hjem i dag. Vi har også vedhæftet den  her i brevet.

musikfestival 2018

I denne uge har 2. og 3. klasserne arbejdet videre med deres eventyr. De fleste begynder at blive færdige nu, og vi glæder os til oplæsning af de gode eventyr i klassen i næste uge. Vi benyttede det dejlige vejr til at sidde ude og skrive.

1. klasse arbejder stadig med Fandango, og de er i gang med at lave en personkarakteristik af Vitello. Lidt fræk, lidt udspekuleret, men i bund og grund rigtig sød og betænksom. Vitello hedder Vitello, fordi Mor har boet i Italien i to måneder, dengang hun var meget ung og vist også meget smuk. Men Vitellos far viste sig at være en sjuft, så nu bor Mor i et rækkehus ved ringvejen sammen med sin søn. Man kan sige meget om Vitello, men kedeligt bliver det aldrig i hans selskab.

Her i Sundby friskole bruger vi vores sangbog hver dag til morgensang. Derfor skal alle børn have en sangbog. Når man starter i skole, får man en sangbog i gave, og den skal man passe på. Hvis den bliver væk eller går i stykker, skal man selv købe en ny. Vi reparerer selvfølgelig så godt vi kan, men vi har opdaget, at der er nogle børn, der mangler sangbogen. Der er også nogle børn, som har revet mange sider ud af den, så de ikke kan synge med på sange og salmer, fordi de ikke er i bogen. Vi vil derfor sende en seddel med de børn hjem, som skal købe en ny sangbog. Den koster 150kr., som skal afleveres på kontoret.

 

Flere dejlige billeder fra strandtur i går.

rigtig god forlænget weekend til alle

Hilsen Astrid