Selvom dagene smelter sammen og hver familie bevæger sig i sin egen lille boble, så kan vi se tilbage på en uge hvor vi alle blev en smule klogere. Vi fik startet op på vores online møder, børn og voksne imellem. Hvor var det dejligt at se jeres skønne børn igen, og kæmpe ros skal de ha’. Efter få online møder virker det til at børnene aldrig har lavet andet.

Noget vi alle savner er vores fællesskab. Når vi synger morgensang, har fortælling, eller når halvdelen af skolen er ude og spille fodbold sammen. Fællesskabet er på prøve i øjeblikket, vi savner at være en del af noget, at være fælles om noget, at gi’ noget og få noget tilbage. Det var derfor rigtig rart at se alle elever til et samlet Google Meet møde, hvor Nikolaj fortalte historien om Maren Spliid. Selvom vi alle sad bag hver vores skærm, så var vi alligevel sammen om noget, noget vi kender og er vant til.

I den kommende uge vil vi blandt de yngre elever forsøge at lave små “hygge” rum hvor børnene kan snakke sammen i Google Meets, som et slags frikvarter. De større elever har allerede et online forum hvor de kan mødes og snakke. Selvom vi hellere ville spille stikbold i gymnastiksalen, bygge huler i skoleskoven eller hænge ud i sofaerne i frikvarterne, så må vi forsøge at finde det bedste alternativ, som der er muligt i øjeblikket.

Vi vil ønske alle en rigtig god weekend.

De bedste hilsner

Personalet