Årets første forårsuge er skudt i gang, og hvor kan det mærkes på både energien og humøret. Med foråret kommer håbet – og vores største håb her på skolen er, at vi snart må se vores skønne hjemsendte elever igen.

Til vores morgensamling har vi i denne uge læst højt for alle elever af bogen “Verdens rigeste dreng”. Vi forsøger at lave lidt forskellige aktiviteter, så vi både tilgodeser eleverne på skolen og de hjemsendte, og vi savner virkelig de stores klang til morgensang.

I denne uge har 0. – 1. klasse haft et ugeskema udelukkende med dansk, mens vi derimod brugte hele torsdag på matematik. Der er både arbejdet i bøger, men også leget med former og øvet 10-vennerne. I næste uge sætter vi ekstra fokus på læsningen. Det kommer til at betyde at vi fra næste uge læser et bestemt antal sider hver dag i skolen, som så skal genlæses som “lektier” derhjemme.

I 2.-4. klasse er vi, efter en lang pause, igen startet op med ugeskema. Det er gået rigtig godt, og der er blevet knoklet. Alle elever nåede ugens opgaver – mega sejt! Derudover har vi været ude i matematik og øve tabellerne. Det blev blandt andet øvet gennem matematik stratego og andre lege i skolegården.

I frikvartererne oplever vi børnene lege på kryds og tværs. Eleverne har lige nu gang i et kæmpe graveprojekt i sandkassen, hvor de bygger en hule. Det er så hyggeligt at eleverne finder sammen i nye konstellationer, og er fælles om projektet.

På onsdag vil Kathrine bage med 5. klasse online, så mon ikke I bliver budt på lækker eftermiddagskaffe, når I kommer hjem fra arbejde. I forældre får en liste over ingredienser, som skal være i køkkenskabet til timen. I vil modtage en mail mandag, og vi håber, at I vil bakke op om projektet, som forhåbentlig kan skabe en lille hyggestund for dem.

6.-8. klasse har i denne uge afsluttet danskforløbet omkring billedbøger, hvor de har læst “Lejren” af Oskar K. I historie er de lige blevet færdige med et forløb om arbejderkamp og arbejderbevægelsen. I matematik er de blevet introduceret til Geogebra, som er et tegneprogram, der bruges til geometri. Det kan godt give udfordringer, men de fleste elever synes, at det er sjovt at arbejde med.

 

5. klasse knokler med læsning, skrivning og grammatik. Fra næste uge går de i gang med et litteraturforløb, hvor de skal læse bogen “Træl og fri”. I matematik har de arbejdet med penge og købmandsregning.

Her kommer også en lille løftet pegefinger. Undervisning er ikke lig med spilletid. Vi har oplevet, at enkelte elever spiller computerspil i onlineundervisningen. Oplever vi det igen, vil vi tage direkte kontakt. Alle elever har fået et skema over ugens undervisning. Sørg nu for at være undervisningsparat – altså skal materialer til timerne være klar, når undervisningen starter.

I uge 11 bliver der en online emneuge for de hjemsendte klasser. Alle elever kommer til at være online samtidig, og overskriften for ugen er Pengeuge. I forældre må gerne snakke med børnene om, hvad økonomi er. Der vil både blive arbejdet med privatøkonomi, aktier, velfærd og meget mere. Vi ser frem til en lidt anderledes uge med de hjemsendte elever.

De bedste hilsner fra personalet