Gæk gæk gæk… Så blev det tid til en velfortjent påskeferie for alle mand. I de sidste par uger er der blevet knoklet i hjemmene, og det bliver dejligt med en lille pause fra den nye hverdag med hjemmeundervisning. Det bliver selvfølgelig en uge uden lektier og hjemmearbejde, så der er tid til afslapning, tøffetid, hygge og påskeæg.

Vi ved endnu ikke noget om, hvornår vi vender tilbage til den hverdag vi kender, men vi er selvfølgelig optimistiske, og derfor modtager I i løbet af weekenden en mail med børnenes nye skemaer, som er gældende frem til sommerferien.

Anne er nu gået på barsel. Det betyder også, at vi har hentet hjælp udefra til at dække fagene musik, naturfag og fysik. Derfor kan vi forhåbentlig også snart hilse Kim og Jens Peter velkomne til skolen. De arbejder begge to på andre friskoler også. Kim skal have de ældste til naturfag og fysik, og Jens Peter skal have 0.-4. klasse til musik. Vi glæder os meget til at skulle arbejde sammen med begge to, og vi er taknemmelige over, at de kunne træde til og hjælpe os, mens Anne er på barsel.

Når vi vender tilbage siger vi også velkommen til et kendt ansigt – nemlig Peter. Han vil, sammen med Casper, tage sig godt af de nye trærødder, og han vil også være mange timer i SFO’en. Det glæder vi os også meget til, og det er der helt sikkert også mange børn og forældre, der gør.

De bedste hilsner fra lærerne